Ved svejsning kræver de fleste processer, at der etableres en kraftig punktvarme i de materialer, som skal svejses. Varmekilden anvendes ofte til at betegne procestypen, eksempler er gassvejsning og lysbuesvejsning. Et hovedproblem i forbindelse med opvarmning er, at metallerne let danner forbindelser med den omgivende atmosfære. Derfor er beskyttelse af det varme metal mod atmosfæren en karakteristisk del af svejseprocesser. Der er hertil en række teknikker, der går fra pulverbeskyttelse, som danner en beskyttende slagge, til brugen af inaktiv gas til at fordrive atmosfæren. I nogle tilfælde anvendes svejsning i vakuum, hvor atmosfæren er helt fjernet.

Nogle svejseprocesser er udviklet til helt specifikke opgaver, andre kan anvendes meget bredt. Foruden den rene forbindelsessvejsning anvendes svejsning også til reparation og genopbygning af slidte dele. Også hårdsvejsning, d.v.s. svejsning, hvor man pålægger nye overflader, som er korrosions- og slidbestandige, anvendes. Fordelen er her, at konstruktionsdele f.eks. kan udføres af et særligt sejt eller særligt billigt materiale, og at man så frembringer overflader med de ønskede specielle egenskaber alene der, hvor det er påkrævet. Lysbuesvejsning, som introduceredes i slutningen af 18-hundredetallet, udnytter en elektrisk lysbue mellem grundmaterialet og en metallisk elektrode som varmekilde og er langt den mest udbredte svejseproces. Den elektrisk tilførte energi driver en lysbue med temperaturer over 7000°C, hvorved metaller kan smelte og svejsning udføres. Udstyret hertil kan variere meget i størrelse og omfang. Man skelner mellem de forskellige lysbuemetoder ud fra den måde, det smeltede metal beskyttes mod den skadelige atmosfære, og ud fra de anvendte tilsatsmaterialer. Eksempler er svejsning med beklædte elektroder, MIG/CO2-svejsning, TIG-svejsning og pulversvejsning.